De sidste her på jorden
Spids Nøgenhat
Emneord
Anmeldelser (3)
Gaffa [online]
d. 17. mar. 2015
af
af
Espen Strunk
d. 17. mar. 2015
"Resultatet er særdeles vellykket, muligvis fordi komponisten har valgt at spejle romanens genremæssige skizofreni med et tilsvarende varieret, musikalsk udtryk. Gennemgående er dog Albinus' sikre stemme og Kjærgaards ditto elektriske guitar, og begge dele er absolut adekvæte ledsagere til brudstykkerne af det fine, litterære forlæg: "Han nægtede at fortælle om oplevelsen, da han vendte tilbage, bleg som ubeskrevet papir (...) Det varede år, før han blev i stand til at tale om kærlighedsmødet, som havde forvendlet ham fra et sundt blussende naturbarn til en gusten, tanketynget yngling." Oh yeah".
Jazznyt
d. 12. feb. 2015
af
af
Niels Overgård
d. 12. feb. 2015
"Blæserne er med til at give det afvekslende lydbillede, der overvejende præges af Ask Kjærgaard der ud over at spille på diverse guitarer og spiller på forskellige keyboards. Ask Kjærgaard har en grundnerve i eksperimenterende og nysgerrig musik. Det har han bl.a. tidligere vist med pladen The Curse of Harry Dean og i gruppen Acid Plutonium. Det er musik der inddrager elementer fra eksperimenterende musik, rock, country og jazz. Han lader det smelte sammen i et stemningsmættet og betagende univers, der godt kan minde om Rune Funchs Picture Music. Hvor Funch skaber musik til billeder, skaber Ask Kjærgaard musikbilleder til en roman. Det er blevet et overbevisende stærkt værk".
Politiken
d. 5. feb. 2015
af
af
Kim Skotte
d. 5. feb. 2015
"Guitaristen Ask Kjærgaard, som har udgivet plader med eksperimenterende rockmusik og bl.a. har spillet med Poul Krebs og Jacob Eriksen, har valgt at sætte musik til Svend Åge Madsens roman 'At fortælle menneskene' fra 1989 ... Jens Albinus læser de 12 tekststykker. Langt de fleste er velvalgte og velegnede til at stå på egne ben. Enten som allegorisk skæbnefortælling eller filosofisk snurrepiberi. På tyndeste stænger står de deciderede minihistorier om død og skoleforelskelse og flagrer lidt som løsrevne scener ... Et soundtrack kalder Ask Kjærgaard det. I stedet for at satse på en helstøbt score kommer han rundt i mange stemninger og udtryk i en musikalsk kollage med teksten som bindemiddel. Hvilket fungerer fint og farverigt, selv om musikken uden et samlende greb bliver mellemspil til teksterne, om end det målt på omfang nok burde være omvendt".