Den 3. bog om Kaspar, hans morfar, Lisa og alle de andre farverige typer i den lille landsby ved Siljansøen lever helt op til forventningerne fra de første. Romanen har en dejlig stemning og er skrevet i et godt og rammende sprog med en lun tone. Kaspar er nu blevet 8 år, men historien vil som de tidligere kunne læses op med fornøjelse for børn fra 6 år. Trods den til tider ret humoristiske indfaldsvinkel er det også en både spændende og alvorlig bog om bl.a. faren ved at lege med tændstikker og det at være nervøs og have dårlig samvittighed, selv om man i virkeligheden er uskyldig. Man morer sig over de originale, skøre og dumme indbyggere i landsbyen, men de udleveres ikke - bortset lige fra den udspekulerede, skurkagtige købmand Atom-Ragnar - og læseren kommer helt ind under huden på Kaspar. Som sædvanlig er historien illustreret med meget sigende sort/hvide tegninger der passes fint til teksten. Omkring midsommer opstår der en del mystiske brande i byen. Kaspar er i alvorlig knibe, for han har efterladt afslørende bevismateriale det første sted, hvor han faktisk forsøgte at tænde et bål, men tændstikkerne var for våde. Det viser sig, at et rengøringsmiddel, som Atom-Ragnar har opfundet og prakket det meste af byen på, er selvantændeligt.