Naturserien Attack har undertitlen "in pursuit of Africa's man-eaters", og denne samling handler om hajer og krokodiller samt især menneskelig nærkontakt og jagt. Målgruppen er den samme, som for eksempel ser Discovery Channel og måske selv kunne tænke sig en dag at danse med hajer.
"Ingen retsmedicinsk undersøgelse kan beskrive den rædsel et hajangreb er" og senere tales der om "dybets smerte og rædsel". Den alvidende fortæller fremmaner gru og gys, og en mand beretter malende om, hvordan hans forlovede blev flået i stumper og stykker. Alligevel kaster Attacks team sig frygtløst i voverne for at røre ved og studere de farlige dyr, som er perfekt konstruerede dræbermaskiner og også meget intelligente. Det er krokodiller også. Og de er yderligere forbundet med mytologisk filigran fra Middelalderen, hvor et krokodilleskelet i Europa blev taget for dragebevis. Og moderne dragedræbere tager ud i landsbyer for at skyde menneskedræbere. Tolv krokodiller må lade livet, men nye udfylder tomrummet i den evige kamp mellem menneske og dyr.
Billeder af hajer og krodiller, slag med halen og spændingsopbygning veksler med beretninger fra øjenvidner og ofre med amputerede lemmer i en sensationsjagende stil. I Attack-serien findes også film om løver og græsgnaskende vegetardræbere som elefanter og flodheste, bøfler og næsehorn.
Man får mange informationer og også enkelte interessante. Men generelt er der tale om et ubehageligt miks af fakta og myter og en særpræget opfattelse af dyr.