Med 6. bind om trængselspatruljen er vi både halvvejs i serien og halvvejs inde i den store trængselsperiode. Ifølge profetierne skal Antikrist - lederen af Global Community Nicolae Capathia - myrdes for dog siden at genopstå. Lederen af trængselspatruljen Rayford Steele håber, Gud har udvalgt ham til attentatet. Inden en stor festligholdelse i Jerusalem, der skal danne rammen om attentatet, angribes de ikke-troende af Apokalypsens 200 millioner ryttere, der gør kål på endnu en stor del af Jordens befolkning. Capathia skaffer sig af med sin selvudnævnte pave, herskerens fly ødelægges ved et attentat i Johannesburg, og der er problemer i patruljens skjulested. Som i de øvrige bind er der tale om godt håndværk og elementær spænding iblandet megen religiøsitet i en meget amerikansk cocktail.