I den gode, historiske fagserie Et sted i historien, er vi nu kommet til det sted, som mere end noget andet i verdenshistorien kom til at stå som symbol på menneskelig ondskab og fornedrelse, nemlig den lille, ubetydelige polske by Oswiecim - meget, meget mere kendt som Auschwitz. Materialet er lige så vigtigt, som det er ubehageligt og henvender sig primært til aldersgruppen mellem 13 og 16 år.
De sidste overlevende vidner fra nazisternes dødslejre er ved at forsvinde samtidig med, at Holocaust-benægterne vinder frem i verden og på internettet. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at fastholde de dokumenterede fakta om krigsforbrydelserne under 2. verdenskrig. Af den simple grund, at de opvoksende generationer skal lære om historien for derved at lære af den. Ikke blot livet og døden i Auschwitz beskrives, men også baggrunden for og indholdet af nazisternes jødepolitik. I klare ord og billeder fortælles den forfærdende historie om den fuldstændig kyniske og rationelle tankegang bag dødslejrene under nazismen.
Der findes overordentligt meget tilsvarende materiale for aldersgruppen - nogle er bredere i sigtet end denne, andre er mere omstændelige i sproget. Uden at tilføje nyt, giver bogen her en sober, klar og opdateret version, som blandt andet omtaler de senere års benægter-bevægelser.
Sober, klar og meget ubehagelig læsning, som ikke desto mindre er mere nødvendig end nogensinde al den stund, at de sidste overlevende vidner til grusomhederne snart er borte.