"Danmark i mit hjerte er en serie filmiske sjælebilleder, der skildrer, hvordan forskellige mennesker oplever, at de har Danmark i deres hjerter, hvad enten de har rødder i den danske muld eller anden etnisk oprindelse". I seriens opus 2, Bag havet, fortæller Raeka Salim Maoued, der er født i et krigshærget Libanon, men har boet 23 år i Danmark, om sit liv, hvor drivkraften består af tre ting: At være muslim, palæstinenser og dansker. Hendes beretning henvender sig til et publikum med interesse for (vellykket) integration i særdeleshed og menneskeskæbner i almindelighed.
Raeka Salim Maoued, der er født i en libanesisk flygtningelejr, kommer som 13-årig flygtning til Danmark i 1986. Hun har oplevet krigens gru og husker bombninger og den medfølgende lugt af brændt kød. I Danmark undrer hun sig over den manglende respekt for lærere og den slappe disciplin i skolen. Men hun falder til, bliver gift, får tre børn, uddanner sig til pædagog og virker i Vejle Kommune som familiekonsulent, motionsvejleder og ansvarlig for et teaterprojekt for børn.
Bag havet, 2009 er anden film i en planlagt serie, hvis første opus hedder Bye bye Beirut, 2006. Portrætfilmene kaldes "sjælebilleder", og betegnelsen er for så vidt rammende, da Bag havet består af mange nærbilleder af fortælleren, og ansigtet er som bekendt sjælens spejl.
Sympatisk portræt og succeshistorie, men også så politisk korrekt, at den basalt spændende beretning helt mister kant, spænding og interesse.