Bahama-krisen går ind i rækken af spændingsromaner bygget op omkring en katastrofe, her et af kriminelle elementer iscenesat attentat mod Bahama-øernes blomstrende turistliv (symboliseret afden supereffektive, supermandige, superselfmade Tom Mangan, der også næsten ene mand knuser modstanderne). Den personlige tragedie, der rammer ham, lader læseren kold, som også hans øvrigemenneskelige vanskeligheder, da han er et datamatstyret produkt, hvor man kan se genrens handbogsforskrifter på, hvorledes man strikker en thriller. Psykologisk nuancering, endsige menneskelighed,eksisterer ikke hos bogens personer, og selve den sproglige udformning har en syntetisk klang, som får een til at tænke på computerfremstillet tale. Boisen har nikket (som Homer) flere gange underoversættelsen, hvorved der er sluppet ting ind i oversættelsen, som får een til at trække på smilebåndet, specielt da man i bogens miljø ikke føler personernes brug af ord som "skøge" el."obskønitet" korrekt i så slaviskoversættelse, ligesom vendingen "upåkrævet" i sammenhængen lyser langt væk af engelsk. Lægger man til alt det forrige, at intrigen fuser fælt ud i en flovundskyldning for mistanker mod Castro-Cuba, så forstår man, hvor overflødig bogen er.