Bøger / skønlitteratur til børn

Barbapapas ferie


Beskrivelse


Billedbog. Barbafamilien holder ferie på en øde ø. De nyder livet, men barbabørnene begynder at skændes. Efter et slagsmål med maling, der gør at de alle får samme farver, bliver de atter venner.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 27. juli 2012

af

af

Else Lerche

d. 27. juli 2012

Barbapapa-bøgerne står sjældent længe i billedbogskrybberne, så disse tre genudgivne og nyoversatte titler er meget velkomne. De 2-5-årige er øjensynlig umættelige, når det gælder Barbapapa-bøger.

Barbapapas rejse udkom i 1973 og i 2004. Barbapapas ferie og Barbapapas skole udkom i 2006. Den korte tekst fortæller en ret spinkel historie. Det er i illustrationerne at den folder sig ud. Der er mange sjove detaljer at gå på opdagelse i. De livlige illustrationer udstråler en egen naivitet og charme, hvor de amøbelignende dyr er de absolutte hovedpersoner. Stregen er ganske enkel, farverne kraftige og klare.

Illustrationerne er de samme, også forsidernes, men farverne er en lille tone kraftigere. For- og bagperm er nu udstyret med illustrationer af Barbapapa-familien, og titelbladet er nyt. Den nyoversatte tekst er en anelse mere mundret og nutidig, fx gammel udgave: "Rejsen med skib er behagelig", ny udgave "Det er dejligt at rejse med skib". Men en gammel talemåde er forsvundet, gammel udgave: "at den skal de længere ud på landet med", ny udgave "at de skal lede meget længere væk.". De to udgaver kan sagtens stå side om side.

Der er stor efterspørgsel på og stort slid på Barbapapa-bøgerne, så disse tre genudgivelser i nye, friske oversættelser er meget velkomne.