Denne titel er først og fremmest en lærebog i barndommens historie for henholdsvis lærer- og pædagogstuderende eller andre, der beskæftiger sig med børn på universitetsniveau, men kan sagtens med stort udbytte læses af andre interesserede. Bogen indeholder 3 hovedafsnit - Skiftende opfattelser af barndommen - Opvækst: Forholdet til forældre og jævnaldrende - og Børn i en større verden - med i alt 9 kapitler. Til hvert kapitel er der et stort antal noter (55 sider), som bagest i bogen henviser til de forskellige kilder (11 sider) , der anvendes. Som det fremgår af bogens titel er formålet at beskrive barndom og børn fra middelalderen frem til i dag, hvilket fint lykkes. Hvert kapitel afsluttes med en konklusion på det behandlede. Bogen tager sit afsæt i Barndommens historie af Ariès senest på dansk (82/51). Indholdet bygger hovedsageligt på engelske, franske og amerikanske kilder med få danske henvisninger. Bagest 4 siders stikordsregister. Der er kun enkelte illustrationer på udvalgte steder, som bryder den megen tekst. Der er en god linieafstand men relativ lille typografi. Denne bog er et fint supplement til Børn og barndom i den vestlige verden efter 1500 (00/32). Emnet har også været berørt i Pædagogisk sociologi (03/36).