Ultraviolence
Lana Del Rey
Emneord
Anmeldelser (4)
Gaffa [online]
d. 3. sep. 2014
af
af
Finn P. Madsen
d. 3. sep. 2014
"New Yorker-designerpop i musikalsk dødvande ... Baragán er som formålsløs vandring ud i den store intethed, hvor både tempo og drama er mere end fraværende i det musikalske manuskript".
Jyllands-posten
d. 15. sep. 2014
af
af
Maz Plechinger
d. 15. sep. 2014
"Blonde Redhead står og falder med Kazu Makino ... På sin vis er det godt, da Kazu Makino dermed står helt klar, som på den glimrende "No More Honey", hvor en luntende bas udgør vokalens nogenlunde eneste følgesvend. Omvendt er det også lidt et problem, da det afslører, at Blonde Redhead ikke har meget andet interessant at byde ind med. Lidt for ofte ebber det blot ud i ligegyldig jam og skæve indslag, der rammer forbi".
Politiken
d. 8. sep. 2014
af
af
Pernille Jensen
d. 8. sep. 2014
"På 'Barragán' drejer de på kalejdoskopet igen, men det er, som om de farvede glasstykker rasler ud et efter et frem for at forme nye, magiske syner. Albummet er deres mest spartanske til dato, og det nedbarberede fungerer fint på den dragende 'No More Honey'. Men det nærmest demonstrativt simple udtryk klæder ingenlunde Blonde Redhead, og 'Barragán' er som at se en gammel ven svæve væk i frustrerende slowmotion".
Information
d. 16. sep. 2014
af
af
Anna Ullman
d. 16. sep. 2014
"Sparsomt instrumenteret og med talent for selvbeherskelse har Blonde Redhead lavet et album, der er som en minimalistisk førsøvnstilstand af vilde associationsspring, hvor alting potentielt kan ske, men aldrig gør det. Blonde Redhead har muligvis det perfekte bohemeimage, men ikke al musikken er lige perfekt. Det siger sig selv, at der skal være plads til at ramme ved siden af, når man vægter trangen til at eksperimentere så tungt og kompromisløst, som trioen stadig gør det efter to årtier. Men spørgsmålet er, om der blot er tale om et lidt genert og forvirret album, der skal have tid til at åbne sig langsomt, eller om retningsløsheden simpelthen skyldes kreativ udmattelse".