Musik / rock

Ultraviolence


Anmeldelser (10)


Gaffa [online]

d. 13. juni 2014

af

af

Michael Jose Gonzalez

d. 13. juni 2014

"En del af Del Reys udvikling skal tilskrives valget af The Black Keys' Dan Auerbach som producer, for han har tilføjet Del Reys univers en del ridser og et mere råt udtryk, der i den grad klæder hendes retro-coolness, der på tidligere udgivelser har kunnet føles en kende for strømlinet. Væk er de mest voldsomme orkestrale udladninger og inde er tremolo-guitarerne. Det er en udsøgt fornøjelse at dvæle i Del Reys depraverede lyriske univers, der har prostituerede, narkomaner og masochister nok til en Burroughs-roman".


Gaffa [online]

d. 13. juni 2014

af

af

Michael Jose Gonzalez

d. 13. juni 2014

"En del af Del Reys udvikling skal tilskrives valget af The Black Keys' Dan Auerbach som producer, for han har tilføjet Del Reys univers en del ridser og et mere råt udtryk, der i den grad klæder hendes retro-coolness, der på tidligere udgivelser har kunnet føles en kende for strømlinet. Væk er de mest voldsomme orkestrale udladninger og inde er tremolo-guitarerne. Det er en udsøgt fornøjelse at dvæle i Del Reys depraverede lyriske univers, der har prostituerede, narkomaner og masochister nok til en Burroughs-roman".


Jyllands-posten

d. 15. juni 2014

af

af

Peter Schollert

d. 15. juni 2014

"Det er et slidstærkt, iørefaldende opus, der udfordrer idéen om popmusik ved at have et mangfoldigt og råt udtryk".


Berlingske tidende

d. 14. juni 2014

af

af

Jeppe Krogsgaard Christensen

d. 14. juni 2014

"Hun er ikke en afstøvet og nyopdaget stjerne, hun er derimod et af det ny årtusindes mest fascinerende nye popnavne, og det er således interessant at høre, hvordan hun positionerer sig på »Ultraviolence«. Vil de 11 nye sange konsolidere hendes rolle eller søge at forandre den? »Ultraviolence« åbner med »Cruel World«, der lyder som et fund i en kasse med gamle vinyl-singler og er såvel skønhedssøgende som urovækkende og med et ualmindelig smukt sug i omkvædet. Siden følger titelnummeret »Ultraviolence«, der lig mange af Lana Del Reys øvrige numre gemmer på populærkulturelle referencer. Linjen »He hit me and it felt like a kiss« ligner således en hilsen til »He Hit Me (It Felt Like A Kiss)«, som The Crystals indspillede i 1962 under Phil Spectors ledelse".


Politiken

d. 20. juni 2014

af

af

Simon Lund

d. 20. juni 2014

"Lana Del Rey ligner måske en påklædningsdukke, og til koncerter opfører hun sig indimellem også sådan. Men 'Ultraviolence' har ikke uden grund lånt sin titel hos Anthony Burgess' 'A Clockwork Orange'. Det smelter tiderne sammen til rå billeder af det dysfunktionelle menneske. Uden at støde det fra sig. Og hun gør det med en musikalsk volumen, der smukt afstemmer både hendes slæbende melankoli og højstemte melodrama.Med The Black Keys' Dan Auerbach som producer har Lana Del Rey skruet tempoet ned og fjernet fokus fra omkvædet i sin narkotiske popmusik. I stedet for elementer af hiphop skyller sangene nu af sted på violiner, enkle trommer og forvredne stormguitarer med Auerbachs sans for et psykedelisk tvist i lyden".


Berlingske tidende

d. 14. juni 2014

af

af

Jeppe Krogsgaard Christensen

d. 14. juni 2014

"Hun er ikke en afstøvet og nyopdaget stjerne, hun er derimod et af det ny årtusindes mest fascinerende nye popnavne, og det er således interessant at høre, hvordan hun positionerer sig på »Ultraviolence«. Vil de 11 nye sange konsolidere hendes rolle eller søge at forandre den? »Ultraviolence« åbner med »Cruel World«, der lyder som et fund i en kasse med gamle vinyl-singler og er såvel skønhedssøgende som urovækkende og med et ualmindelig smukt sug i omkvædet. Siden følger titelnummeret »Ultraviolence«, der lig mange af Lana Del Reys øvrige numre gemmer på populærkulturelle referencer. Linjen »He hit me and it felt like a kiss« ligner således en hilsen til »He Hit Me (It Felt Like A Kiss)«, som The Crystals indspillede i 1962 under Phil Spectors ledelse".


Jyllands-posten

d. 15. juni 2014

af

af

Peter Schollert

d. 15. juni 2014

"Det er et slidstærkt, iørefaldende opus, der udfordrer idéen om popmusik ved at have et mangfoldigt og råt udtryk".


Politiken

d. 20. juni 2014

af

af

Simon Lund

d. 20. juni 2014

"Lana Del Rey ligner måske en påklædningsdukke, og til koncerter opfører hun sig indimellem også sådan. Men 'Ultraviolence' har ikke uden grund lånt sin titel hos Anthony Burgess' 'A Clockwork Orange'. Det smelter tiderne sammen til rå billeder af det dysfunktionelle menneske. Uden at støde det fra sig. Og hun gør det med en musikalsk volumen, der smukt afstemmer både hendes slæbende melankoli og højstemte melodrama.Med The Black Keys' Dan Auerbach som producer har Lana Del Rey skruet tempoet ned og fjernet fokus fra omkvædet i sin narkotiske popmusik. I stedet for elementer af hiphop skyller sangene nu af sted på violiner, enkle trommer og forvredne stormguitarer med Auerbachs sans for et psykedelisk tvist i lyden".


Information

d. 16. juni 2014

af

af

Ralf Christensen

d. 16. juni 2014

"Hun bevæger sig ud i jazzede fraseringer og viser sig som en stadig bedre sanger. Ynden er umiskendelig, og jagten på blues'en er evident. Der er så også en slaphed i sangene midt på albummet. Og generelt er der en vis monoton strategi i sangskrivningen (som Lana Del Rey med en enkelt undtagelse har skrevet i diverse samarbejder), idet omkvædene næsten hver gang skal forløses med en luftig stemme langt oppe i mixerpultens ekkorum. Men det kan ikke undre, for Del Rey opererer med en distanceblændende patos; hun vil tilsyneladende slå os omkuld, hun vil have os til at føle blodet rulle lidt heftigere. Og det gør det da også i selskab med en sanger og sangskriver, der er vokset inden for begge sine fag her på Ultraviolence - og dermed knuser anklagerne om at være en falskspiller".


Information

d. 16. juni 2014

af

af

Ralf Christensen

d. 16. juni 2014

"Hun bevæger sig ud i jazzede fraseringer og viser sig som en stadig bedre sanger. Ynden er umiskendelig, og jagten på blues'en er evident. Der er så også en slaphed i sangene midt på albummet. Og generelt er der en vis monoton strategi i sangskrivningen (som Lana Del Rey med en enkelt undtagelse har skrevet i diverse samarbejder), idet omkvædene næsten hver gang skal forløses med en luftig stemme langt oppe i mixerpultens ekkorum. Men det kan ikke undre, for Del Rey opererer med en distanceblændende patos; hun vil tilsyneladende slå os omkuld, hun vil have os til at føle blodet rulle lidt heftigere. Og det gør det da også i selskab med en sanger og sangskriver, der er vokset inden for begge sine fag her på Ultraviolence - og dermed knuser anklagerne om at være en falskspiller".