Random access memories
Daft Punk
Emneord
Anmeldelser (4)
Gaffa [online]
d. 2. juni 2014
af
af
Rune Schlosser
d. 2. juni 2014
"De formår at formidle deres storladne - i nogen grad 80'er-inspirerede - drama-pop med så megen slagkraft og detaljerig opfindsomhed, at man må tage hatten af for deres projekt. Smiths vokal er svær ikke at blive imponeret af med en helt imponerende ambitus, der bliver presset til det yderste flere gange på Beau & Lorette (må man formode)".
Berlingske tidende
d. 24. maj 2014
af
af
Jeppe Krogsgaard Christensen
d. 24. maj 2014
"Der er virkelig meget i og på spil hos Blaue Blume, men på en fuldkommen selvfølgelig facon. Det er, sagt på en anden måde, ikke kun imponerende at lytte til »Beau & Lorette«, men også bevægende, og jeg har ikke hørt nogen stærkere EP-debut siden Choir Of Young Believers' »Burn The Flag« fra 2007. Hvis ikke der venter de fire unge mænd et bredt gennembrud herhjemme og udenlands, ved jeg snart ikke hvad. Alene lukkeren, »Conventional Dreams (Our House)«, der letter på sine egne varme, lyriske luftstrømme og - meget overraskende i denne type rock - byder på en guitarsolo. Men det fungerer. Præcis som alt andet på det her store minialbum".
Politiken
d. 2. juni 2014
af
af
Simon Lund
d. 2. juni 2014
"Forsanger Jonas Smiths dramatiske spænd mellem katedralsk falset og vibrerende baryton tegner signaturen i de fem ferme sange med ekko af The Smiths, Antony Hegarty og stejlende prog rock. Det har bestemt sine øjeblikke af fængende popkvalitet og meget ungdommelig skønhed, men prætentiøst overdriver Blaue Blume også virkemidlerne, så en selvhøjtidelig tone skaber distance, der hvor sjælen vist skulle stå i flammer".
Information
d. 30. maj 2014
af
af
Ralf Christensen
d. 30. maj 2014
"De er for ujævne på deres fem numre lange debut-EP Beau & Lorette. Der bliver slået stort brød op, det skal der ikke herske tvivl om. Men det rocksymfoniske udstyr på »Lost Son of Boys« kan hen imod slutningen ikke bæres af kompositionens spinkle patos. Og på det tredje nummer går der også her for meget Cocteau Twins i den, denne gang ikke kun i guitaren, men også vokalt. Og det sker uden briternes sære magi, bare med noget let lallehymnisk over sig".