How big, how blue, how beautiful
Florence + the Machine
Emneord
Anmeldelser (3)
Berlingske tidende
d. 16. juni 2017
af
af
Michael Charles Gaunt
d. 16. juni 2017
"Selvom [breakup-]tematikken ikke er den mest originale, har albummet andre ting kørende for sig. Først og fremmest Lordes på én gang hæse og luftige stemme, der omgående forlanger lytterens opmærksomhed med sine dramatiske humør-forskydninger: Aggressiv, vred, kælen, drømmende, sexet, såret - Lorde favner det hele her. Men også musikalsk er der nyt at spore. Hvor de minimalistiske sange på debutpladen ofte virkede, som om de var vokset ud af deres spartanske hiphop-beats, lyder sangene både større og mere gennemkomponerede her. Den bistre »Green Light« rejser sig fra sagte balladeterritorium over gyngende house-piano til brusende hænder-i-vejret-eufori, mens »Louvre« får lavmælt huggende guitarer og knasende beats til at lyde helt episke".
Politiken
d. 16. juni 2017
af
af
Simon Lund
d. 16. juni 2017
"Med 'Melodrama' gør Lorde noget nær det umulige. Hun lever op til de urealistisk høje forventninger, verden har til hende, og skaber samtidig fra sin i grunden ophøjede position et musikalsk værk fuld af nærvær og genkendelse for alle andre, der er (eller har været) blodstyrtende ung. Endnu et ungdommeligt hovedværk, der, ligesom sidst Lorde udgav et album, kan blive et samlingspunkt for den generation, der lige har taget hul på voksenlivet bittersøde festligheder".
Information
d. 23. juni 2017
af
af
Ralf Christensen
d. 23. juni 2017
"Med Melodrama rykker Lorde op i en tung vægtklasse som ansvarlig/uansvarlig, reflekteret og alligevel fortabt purung popstjerne. Personligt er jeg fucking ung og nyforelsket, når jeg lytter til den første single fra albummet, »Green Light«. Jeg genbesøger følelsen. Og er det ikke essensen af poppen? At kunne indkapsle den hormonelle afgrund eller give dig de strittende sanser igen? ... Lorde er stadig ung, og det kan også høres i sangen. Hendes hæse kokette stil tilhører melodramaets logik og trutmundens æstetik ... Men tekstligt med en uvant skarphed, ja, pletvist en blasert, endda kynisk tilgang til ung retningsløs himmel og helvede. Og så sker der alligevel også vokalt noget andet på »Writer In The Dark«, en ballade, der godt kunne komme til at stå i eftertiden, coverversioner og hele pibetøjet. Her lyder newzealænderen som Kate Bush i omkvædet, fyldig klang, men stadig i stand til at smadre igennem højt i registeret. Det er et stort øjeblik på albummet fordi Lordehersynger helt uden den tillærte hæshed, der har giver hende et brand, et særkende, men også en nogle gange lidt for kunstlet stil".