Foreningen Bedre Byggeskik eksisterede fra 1915 til 1965. Den ønskede at bevare kvaliteterne i det oprindelige byggeri, og selvom bevægelsen set med nutidens øjne stod for en stagneret arkitekturopfattelse, havde den opbakning fra betydelige arkitekter. Bevægelsen søgte på forskellig måde at opfylde sine mål. Mest kendt er den tegnehjælp, der etableredes og som gav mulighed for billig rådgivning. Derudover udgav foreningen en række "standard" tegninger af forskellige bygningstyper til fri benyttelse. Endelig søgte den at dygtiggøre byggeriets håndværkere fx gennem etablering af en bygmesterskole i Holbæk. Det er således naturligt at Holbæk Museum, i forbindelse med en udstilling om bevægelsen, har udgivet denne bog, som kommer godt rundt om emnet. Den placerer foreningen i forhold til nationale og internationale bevægelser i perioden. Bogen fortæller foreningens historie, men først og fremmest giver den eksempler på bygninger skabt af bevægelsen. Bogen er gennemillustreret med en række tegninger og planer, som desværre er lidt gnidret gengivet. Murermestervillaerne er voldsomt populære i disse år, og derfor vil bogen have interesse også udenfor faglige kredse.