Dette er den anden bog, der udkommer i løbet af kort tid, om det at være bedsteforældre. Hvor Inge Born Rasmussen i Når vi får børnebørn især fokuserer på børnenes udvikling, er Erik Poupliersbog mere direkte henvendt til bedsteforældrene. Den er en kraftig opfordring til dem, om at træde aktivt til som babysittere, sjælesørgere og m.m. E. Pouplier er selv bedstefar til en 4-årig dreng,og i bogen fortæller han både om sjove og tankevækkende oplevelser sammen med ham. Desuden har han været i kontakt med et par hundrede bedsteforældre, via spørgsmål i en avis. Det er forbavsende,mener forf., at trods al snak om generationskløft, er der en tæt kontakt mellem generationerne, selv om bedsteforældrene jo ikke er, hvad de har været: nu er de yngre, erhvervsaktive og ofte ligeså stressede som forældrene. E. Pouplier bor i Provence, og derfor kan han sammenligne danske og franske forhold på området. Bl.a. har bedsteforældre samkvemsret med deres børnebørn i tilfælde afforældrenesskilsmisse, og bedsteforældre er i det hele taget respekteret højere end i Danmark. E. Poupliers causerende form er meget underholdende og let at læse, og samtidig får han sagt sinmening om en bunke ting.