Låneren der er glad for kreative gør-det-selv løsninger til dekoration af boligen, kan i denne bog finde et væld af gode ideer og forslag. Fans af det rå look, som beton jo er, er bestemt heller ikke glemt.
Som titlen antyder beskæftiger denne bog sig med betonprojekter der kan benyttes indendørs i boligen. Og der er lidt for enhver smag, både i projektstørrelse og arbejdsmængde. Som noget af det mindste finder læseren urtepotteskjulere, vaser samt bogstøtter, og som noget af det største finder man bordplader, vindueskarme eller en brændeboks. Bogen er opdelt i 2 hovedafsnit, hvor det første og største beskriver mulige projekter til udsmykning af boligen, og sidste afsnit beskriver, samt fotodokumenterer, arbejdsgangen ved diverse støbninger. Personligt syntes jeg forfatterenes ideer er gode, sjove og spændende, men slutproduktet efter endt støbning har ofte et meget rustikt udseende og er desuden meget tunge, specielt de større ting. Men der giver jo sig selv. når man arbejder med betonstøbning. Selve bogen er udgivet i hardback kvalitet, og indeholder en lang række smukke fotos.
For yderligere litteratur omkring betonstøbning til pynte/dekorationsbrug se: Store hobbybog fra 1991, eller Betonstøbning fra 2013.
En meget smuk og inspirerende hobbybog, der, for den rigtige låner, er en sand guldgrube af projekter. Men, jeg vil tilråde indkøb med forsigtighed af de mindste biblioteker.