"Der er en overvældende idérigdom og meget lidt stedsans i den musikalske tilgang, som vækker minder om det tidlige Animal Collective. Skal man endelig pege på et gennemgående træk, må det være de abrupte rytmestrukturer, der lyder som indierockens svar på børnelegen 'rødt lys stop'. En flippet og spraglet mathrock, som overornamenteres med virtuos spilleglæde i kriblekrablende guitararabesker. Med udpræget zappermentalitet bliver dén syresuppe iblandet alt fra kitschede horrorfilmklip til lækkersøvnig firsersoul fremført af Zidores letgenkendelige Mickey Mouse-stemme. Beyond Life er en lidt uoverskuelig plade, der konstant løber om hjørner med én. Men hvis man kan lide godt med gakkelak i sin rock, så er det her, man skal finde den".