Lille fagbog i rektangulært format, der læses i tværformat, om et populært emne i børnebiblioteket. I serien er der hidtil udkommet bl.a bogen: Redningskøretøjer, 2006. Denne bog er i samme layout. Der er en række fotos, som næsten fylder siden ud, og der er 2 tekstlinjer under hvert billede. Farvefotografierne er ret gode, velbeskårne og rimelig skarpe. Det er biler i virkeligheden og danske veje og med danske nummerplader, ser det ud til. Bogen kommer godt rundt om normale biler, nye og gamle, de ekstreme eller særligt byggede er ikke med her. Det er dem man kan møde på vejene. Her er en gammel veteranbil og næsten veteranbiler, jeep, sportsvogne og almindelige biler fx med campingvogn eller cykler på taget og autocamper. Der er en fin rød linje i bogen, der binder denne mangfoldighed sammen med en tekst der ender med, at uanset hvor flotte og seje bilerne er, så ender de alle hos skrothandleren, hvad der så også er et billede af. En vellykket lille fotobilledbog til drenge fra 3 år, der evt. kan læses fra 8-9 år. Den kan fint supplere de mange og desværre opslidelige bøger vi har om emnet. God og æstetisk smuk forside er sammen med kort opremsende bagsidetekst dækkende for indholdet.