"Rammerne er i orden. Omslaget ligner en gammel jazzplade, og musikken er sat i scene, så man let føler sig transporteret tilbage til en tid, hvor jazzen var ungdommens nye, vilde påfund, og hvor det hele sydede og boblede dekadent på berlinerklubberne Tacheles og Chamäleon. Ferry stiller sig bag mikrofonen på de fleste numre, men en instrumental 'Dance Away' er smægtende henvendt til et dånende dansegulv ... Der [er] tale om en noget mere fri og interessant hilsen til fortiden via Ferrys eget repertoire, end tilfældet var med 'The Jazz Age' [2012]. Ferrys duvende croon gør bogstaveligt talt underværker, og er den lidt sprukken i ny og næ, når han besynger en trist affære eller en sørgmodig saxofon, gør det ikke just hele herligheden mindre inciterende".