Elin Engeberg var i tyverne og mor til 2 mindre børn, da hun fik diagnosen epilepsi. Bogen her er hendes beretning om livet med epilepsi på godt og ondt i ca. 30 år. For hende er epilepsi ikke forbundet med de anfald, som de fleste af os kender. For hende er det besvimelsesanfald og meget korte perioder (få minutter), hvor hun vrøvler eller ændrer personlighed. Det har flere gange bragt hende i vanskelige situationer, bl.a. har hun mistet sit arbejde og har haft problemer med kolleger. Alligevel har hun bevaret en optimistisk indstilling til tilværelsen. Engeberg har skrevet bogen for at fortælle andre om det, der i lægebøgerne beskrives som "at gøre underlige ting" og "være fraværende". Hun vidste intet om denne form for epilepsi, og det er vist kun de færreste, der gør det. Bogen er ikke den store litteratur, men den er humoristisk skrevet og bestemt ikke kedelig, og jeg er sikker på, at mennesker, der har berøring med sygdommen, kan have glæde af at læse den. I 1996 udkom Sjælens sorte huller af Gitte Meyer, der beskriver flere former for epilepsi, og den er nok mere bredt anvendelig.