Bøger / skønlitteratur / digte

Blandet slik


Beskrivelse


Digte om kærlighed, sex, seksualitet og parforhold. Forholdet mellem digtenes Ham og Hende minder i hovedparten af digtene mere om en krigszone end om et kærlighedsforhold.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 24. okt. 2013

af

af

Steffen Kronborg

d. 24. okt. 2013

Henvender sig til yngre voksne med smag for ung lyrik.

Cecilie Sund Kristensen var en af vinderne ved DM i novelleskrivning 2012. Blandet slik er hendes debutudgivelse, og samlingens 37 digte handler alle om verdens vigtigste - og for mange måske eneste? - emner for en almindelig 20-årig: kærlighed, sex, seksualitet og parforhold. Kønskampen mellem den "Ham" og den "Hende", der har leveret overskrifterne til digtsamlingens to hovedafsnit, minder ganske vist i perioder mere om en Strindbergsk ægteskabsfejde end om to unge menneskers stormfulde kærlighed. Her er både blod, had og tårer i så rigeligt mål, at man næsten priser sig lykkelig over ikke at være 20 år mere. Men heldigvis er kærlighedsslagsmålene langt hen ad vejen præsenteret i en form, der viser en ung digter med et fint greb om sproget: "Se det forstenede næseblod/ været fæstnet fast til kødet/ hvor ord er skåret ind/ så vi kan mindes/ hvilken gang der var værst/ og hvilken/ der aldrig kom". Bogen rummer ud over digtene en række af forfatterens egne fotografier.

Cecilie Sund Kristensens voldsomme optagethed af kærlighedens og parforholdets veje og vildveje kan give mindelser om en digter som Lone Hørslev, der dog som regel spæder alvoren op med en god portion humor.

Bogens gode sprogfornemmelse giver løfter om flere læseværdige udspil fra den unge digter.