Denne gotiske vampyrroman ligger indlejret i en reel historisk ramme i den seriøse ende og appellerer til den voksne målgruppe med interesse for klassisk horror og krigshistorie. Godt omslag.
Handlingen foregår i Barcelona i 1936 i begyndelsen af den spanske borgerkrig. En tid, hvor også præster og andre religiøse blev slået ihjel for et godt ord, kirker blev brændt ned, og klostre blev hærget af anarkister. Jeg-fortælleren, vampyren, indleder med en bekendelse om sine to mord. Politiinspektør Muñoz efterforsker dem, og det fører ham til et kloster, hvor en gruppe nonner holdes som gidsler sammen med Barcelonas biskop. Et konstrueret monster af ligrester indgår også i form af en gigantisk sort hest. En gotisk fortælling om det grusomme i mennesket og om kampen mellem det gode og det onde, og om fornuft og videnskab på den ene side og det okkulte og irrationelle på den anden. Sebastià Alzamora er fra Mallorca, og han har vundet adskillige litterære priser. Blodrus blev nomineret til en spansk litteraturpris i 2013.
Moderne vampyrromaner ligger typisk fantasy-genren og målgruppen er unge. Romanen her er for "rigtige" voksne i den klassiske gotiske stil med referencer til Stokers Dracula, Rice, Harkness og Cercas' Salamis' soldater mht. borgerkrigen.
En anderledes og vellykket vampyrroman, hvor spanske Alzamora kombinerer den gotiske gru med den spanske borgerkrigs barske begivenheder. Fortrinlig blanding af horror og krigshistorie med fin og intens miljøbeskrivelse.