Med 4 titler lanceres her en letlæsningsserie for børn, som befinder sig på begynderstadiet. Bo i Tivoli byder med et lix-tal på 5 på en velskrevet og handlingsmættet historie om Bo, som bliver væk fra sin mor og far i Tivoli. Han tror, han ser sin mor, men det er en fremmed dame, og da han endelig får øje på forældrene, befinder han sig oppe i en karruselflyver, som ikke lige vil lande. Jon Ranheimsæter har tegnet godt, som han gør, med både Bazarbygningen med Nimbs Terrasse og Det kinesiske Tårn som baggrund. Men så går det galt, for det er ikke et tog, men en sporvogn, der kører rundt i Tivoli, og vandcykler i et umuligt lille bassin har heller intet med sagen at gøre. De i generationer velkendte kontrollører er blevet til komiske franske kustoder, og Tivoli selv minder mest af alt om Utterslev Mose. Om man i læsetræningens hellige navn betragter dette som petitesser kan være en smagssag, men den genkendelse, som kunne have gjort bogen til et scoop for læsesvage og -begyndere, mangler helt. Ethvert barn, som har besøgt den gamle have, vil skuffes.