Børn elsker at lære nye færdigheder og at opnå anerkendelse herfor, og de hader bebrejdelser og beskyldninger. "Jeg kan-metroden", der er udviklet af psykiater og psykoterapeut Ben Furman og hans medarbejdere, fortæller om en ny og anderledes tilgang til løsning af børns problemer, hvor man tager ovenstående påstand alvorligt. I stedet for at tale om problemer, taler man om færdigheder, barnet mangler at lære og opnår derved at gøre barnet til en aktiv part i problemløsningen i samarbejde med forældre og andre hjælpere. Metoden opstod i midten af 1990'erne og er oprindelig udviklet til fire-syvårige børn, men den kan også bruges til ældre børn. I forordet skriver Jesper Juul blandt andet: "Denne metode vil være en udfordring for en del fagfolk, som har svært ved at give slip på det problemorienterede, men en gave til dem, der har tillid til børns ansvarlighed og kreativitet". I bogen gennemgås metodens 15 trin, og der gives eksempler på, hvordan den kan anvendes til løsning af mange forskellige problemer fra aggressiv adfærd, børn som lyver og stjæler, børn som er bange eller tisser i sengen. Bogens primærmålgruppe er behandlere, lærere og pædagoger, men også forældre, der selv ønsker at hjælpe deres barn, kan have stor nytte og glæde af den, fordi sproget er enkelt og klart.