"Alt det der ikke dræber dig, gør dig stærkere" - denne sætning går som en rød tråd gennem de 14 beretninger, fortalt af lige mange mænd og kvinder, født mellem 1916 og 1957 og alle opvokset væk fra hjemmet på børnehjem, optagelseshjem, skolehjem, lærlingehjem, kostskoler etc. Årsagen hertil har været dødsfald, sygdom, misbrug, sammenbragte familier eller bare enlige mødre uden mulighed for at opfostre et barn. Det er for mange et tabubelagt emne, men historierne rummer både grusomme og gode minder - i betragtning af emnets negative klang er det faktisk en meget velafbalanceret bog. Fælles for fortællerne er savnet af et kærligt hjem, en følelse af forladthed, savnet af forældre og familie. Men de har lært at forstå at tage sociale hensyn, og de fleste er nu ressourcestærke og involverer sig i samfundet og i en senere stiftet familie. Det er den socialt engagerede forfatter Rita Naabye, der har fundet frem til dem og som genfortæller de historier, de har fortalt hende. Bogen er tænkt som dokumentation for tilværelsen for anbragte børn, og for at der både har været gode og dårlige steder samt hvorledes udviklingen har været i denne gruppes vilkår og muligheder.