Dette er 2. reviderede udgave. Der er siden 2001, hvor bogen udkom første gang, sket rigtig meget både inden for børnelitteraturen og børnelitteraturforskningen. Disse nye strømninger og tendenser forsøger bogen at give en pejling på ikke mindst i to helt nye, interessante afsnit. Alene i årene 2000-2005 er der i følge Weinreich udkommet ca. 10.000 børne- og ungdomsbøger (heraf ca. 2.000 udgivelser som skolebøger). Det tages der højde for i nærværende udgave med et opdateret tal- og datamateriale. Weinreich definerer børne- og ungdomslitteratur som den litteratur, der er skrevet og udgivet for børn. De væsentligste ændringer i forhold til tidligere handler fortrinsvis om det børnelitterære marked og om børnebogens placering i skolen. Desuden er der afslutningsvis et lille fremtidskig. Også kanon-debatten sættes i perspektiv. Bogen henvender sig til en meget bred målgruppe. Den er analyserende, vedkommende og aktuel. Der er mulighed for at erhverve sig basisviden og fornyet indsigt, krydret med Weinreichs veloplagte kommentarer. Alle, der arbejder med børnelitteratur både på forskellige uddannelsesinstitutioner, på biblioteker og i folkeskoler vil have stort udbytte af bogen og Weinreichs store viden på området.