Bogen er først og fremmest en grundig gennemgang af den gældende danske lov om ophavsret. Kapitlerne følger lovens opdeling i paragraffer, og gennemgangen og uddybningen følger samme mønster fra kapitel til kapitel. Der er mere tale om en konkretisering end om diskussion, og hvor det er relevant afsluttes de enkelte kapitler da også af en gennemgang af retspraksis. Udover den egentlige lovgennemgang indeholder bogen også et skema over hvor længe de forskellige værktyper (litterære værker, EDB-programmer, filmværker m.m.) er beskyttet, ligesom der er en oversigt over rettighedsaftaler mellem forfattere og forlag. Områdets historiske udvikling og beskrivelsen af samspil med andre love her og i udlandet får ligeledes sin egen behandling. Der er en omfattende litteraturliste og en oversigt over juridiske udtryk, men et egentligt register mangler. Bogen henvender sig især til jurister og studerende, men er også relevant for andre, der arbejder indenfor områder, hvor rettighedsspørgsmål er almindelige. Derfor skal man måske overveje at købe et kontoreksemplar, selvom man normalt ikke køber den mere specielle juridiske litteratur.