Hermed en selvstændig og aldeles udmærket fortsættelse af Vanillepigen (1991) og Den tolvte rytter (1993). Den er velskrevet og handlingsmættet og følger på elegant vis trådene op fra de foregående bind. Den foregår først i tresserne, hvor jeg-fortælleren er 17-18-19 år. Udgangspunktet er stadig Roskilde, og skildringerne af perioden, fortællerens forhold til sig selv, til det modsatte køn og til familien står stærkt. Bogen igennem forsøger fortælleren at lægge afstand til faderen og hans normer, hvorimod han gerne vil i nærkontakt med pigerne. Heldet er skiftende, ligesom hans gymnasietid mere er præget af høje og larmende drømme end af lektielæsning. Efter gymnasiet flytter han med barndomsvennen Oluf til København for at slå sig løs. De arbejder kun det nødvendigste og forsøger at skrive og male fantasierne ud (diverse stimulanser bliver også afprøvet). Som kunstnere in spe tager de sammen med veninden Kate til Venedig, hvor de turer rundt, men pludselig brister lykkeboblenog ungdommens uskyld mistes. Afsnittet fra Venedig er lige langt nok, men alt i alt er det en fin og meget læseværdig (og morsom!) roman om den unge fortællers frigørelses- og modningsproces, og som pro- og epilogen antyder, indeholder den flere lag end som så.