Den vægtigste bog om Frans Bernardone er skrevet af Johannes Jørgensen: Den hellige Frans af Assisi: en Levnedsskildring, org.udg. 1907. Den er oversat til adskillige sprog og sælges stadig fra samtlige butikker i Assisi. Hagen ved denne prægtige bog er dens alder. Den er svær at læse for nutidslæseren. Det har flere søgt at råde bod på, fx ved at vælge romanformen, som Niels Aage Barfoed i Guds gøgler, 1971, og nu Gunnar Martin Nielsen. Når Frans af Assisi (1182-1226, helgenkåret 1228) påkalder sig så meget opmærksomhed, skyldes det, at han var et helt usædvanligt menneske og er den katolske helgen, der nyder størst respekt i andre kirke- og trossamfund. Broder Æsel følger Frans levned, fra han som ung mand brød med familien til hans død som stigmatiseret stifter af Franciskanerordenen, og giver et levende indtryk af ordensbrødrenes spartanske men også glædesfyldte liv, og af livet iøvrigt i middelalderens Italien. Forfatteren har været katolsk præst, før han blev præst i folkekirken, og kendskabet til katolsk tankegang og ritus mærkes i romanen. Det er en god bog, der vil kunne læses af andre end dem, der traditionelt går efter den religiøse litteratur. GMN har skrevet flere fagbøger om religiøse emner.