"Vi holder fokus på musikken alene, og den håndfuld covers af mere og meget mindre kendte 60'er- og 70'er-numre, som er indholdet af Morrisseys California Son ... på 'Loneliness Remembers What Happiness Forgets' går det helt galt. Det lyder nærmest, som om Morrissey er backet alene af et forsamlingshusorgel, der kan spille alle instrumenter. Helt skørt, når nu han faktisk har et sammentømret band. Hvorfor er der ikke en producer, der har sagt, at det lyder tyndt og tarveligt? Hvorfor er der ikke skaffet rigtige blæsere og strygere? ... 'Wedding Bell Blues' lyder som karaoke, så tynd er klangen, og det selv om Green Days Billy Joe Armstrong er at finde et sted på guitar ... Fra spag til opskruet falder sangene og finder aldrig hverken elegance eller rød tråd".