Bogen er nok især for tidligere Camino-vandrere, der kan genopleve dele af turen.
Forfatteren var speciallærer, da hun midt i 40'erne blev ramt af både stress, kræft og skilsmisse. Efter endt behandling (for sygdommene) besluttede hun at tage livet i egne hænder og give sig i kast med pilgrimsrejsen til Camino de Santiago i Nordspanien. Bogen består af de rejsebreve, hun undervejs mailede til venner og bekendte, og den giver dermed et usminket billede af strabadser og glæder og Grønbæks mentale op- og nedture undervejs. Sprogligt er bogen i orden, men indholdet kan ikke undgå at blive meget privat, da der nok er beskrivelse af selve vandringen og stederne, men det meste er hendes indtryk af rejsekammerater og hendes egne fysiske udfordringer. Den kan naturligvis bruges som mental forberedelse inden turen, og tidligere vandrere vil kunne genkende stederne og sikkert også følelserne. Spirituelt interesserede kan nok også spejle sig i den indre rejse, det også i høj grad var. Illustreret med egne fotos.
Der er kommet flere danske guider til Caminoen, fx Henrik Tarps Pilgrimsvejen til Santiago de Compostela, 2005, der er meget mere praktisk anlagt. Janne Dehns El Camino : en rejse for krop og sjæl, 2009 og Henrik Friedingers Mig og Caminoen : om at finde sig selv og de andre på Camino de Santiago, 2006 minder mere om Grønbæks bog.
En hudløs, men også meget privat bog om at overvinde sig selv og opnå stillede mål.