Bogen retter sig primært mod forskere, fagprofessionelle og administrative og politiske beslutningstagere inden for området.
I serien Samfund og rusmidler behandler 16 bidragydere i denne antologi cannabis, og hvordan samfundet forholder sig til dette rusmiddel. Cannabis har en lang historie bag sig både som lægeplante og rusmiddel og er i dag det mest benyttede illegale rusmiddel i Danmark. Bogens ni artikler er inddelt i tre temaer: produktion og distribution - forbrug og misbrug og behandlingsmæssige interventioner. Den er baseret på empirisk forskning og tager sit afsæt i, at cannabis i dag er et rekreativt nutidigt rusmiddel. Der benyttes forskellige socialvidenskabelige tilgange, og der relateres til den skærpede opmærksomhed, myndighederne har på stoffet.
I samme serie er tidligere udkommet Kriminalitet og illegale rusmidler, 2011. Der findes en del andre bøger om rusmidler, fx Peter Ege: Stofmisbrug og afhængighed, 3. oplag 2009, men nærværende serie fokuserer på den forskningsmæssige og tværvidenskabelige tilgang i relationen mellem samfund og rusmidler.
En forskningsbaseret tværvidenskabelig antologi om cannabis, det generelle syn på hash, forbrug og produktion i Danmark og diverse sociale og behandlingsmæssige tiltag.