Efter forårets Sorte sonetter, som handlede om palæstinenserne, følger her to bredt anlagte Nørrebro-suiter fra den meget produktive Høeck. Knap 150 digte sat op som klassiske digte i enhedera 13 linjer, med øjenrim og ikke mindst med deklamatorisk patos i diktionen og gengangermetaforer. En stilistisk, poetisk kombination som er Høecks egen, og som han her bruger til at formidleoplevelsen af en bydel i opløsning. Høeck fortæller om lidelse, desperation, forfald, resignation og politisk potens og impotens og gentager i slutdigtet, som er identisk med begyndelsesdigtet, detmanende spørgsmål: De malede kridtkors på alle mure / er de hadets eller smertens graffitti? Vælger Nørrebro at eksplodere eller resignere? Høeck besvarer ikke dette spørgsmål, men vender og drejerdet i denne nye bog, der om noget viser, at Høeck efter mange års stiløvelser nu er i stand til på original vis at formidle et vedkommende stof. Og denne digtsamling bør kunne udlånes på lige fodmed andre eksempler påden protest-poesi, som inspireret af punkteksterne nu dukker op i bogform.