Primært for de musikinteresserede, der kender Captain Beefhearts banebrydende musikproduktion i perioden fra 60'erne til først i 80'erne. Han repræsenterer et stykke amerikansk vestkyst musikhistorie, der både er crossover mellem bluesbaseret ekspressiv rock/jazz avantgarde og billedkunst. Også egnet for Zappa-fans.
Monografi om den amerikanske musiker og billedkunstner Captain Beefheart (Don Van Vliet f. 1941). Han er en kontroversiel og banebrydende musiker og billedkunstner, der sammen med sit Magic Band var plade- og koncertaktiv med 12 albums 1967-1982. En særegen og særpræget stemme i tidens rockavantgarde på linje med den berømte ven Frank Zappa. Beefheart stoppede med musikken og arbejder nu udelukkende som billedkunstner. Bogen går kronologisk frem gennem hans liv og produktion fra ungdommen i en lille by på kanten af Mojave ørkenen med det ret specielle miljø omkring bandet og turneerne. Mange interviews med gamle band-medlemmer, citater og gode sidehistorier giver et spændende indblik i et til tider kaotisk kreativt miljø. Litteraturliste og diskografi.
Lars Movin er en vidende og erfaren musikskribent. Han har bl.a. skrevet Beat - på sporet af den amerikanske beatgeneration og bøger om fx Torben Ulrich, Burroughs, Turell og Leth.
Movin leverer en grundig og kongenial biografi om den kontroversielle musiker og billedkunstner. Mixet af førstehåndskendskab fra et ældre telefoninterview og research gør det til et ekstra privilegium at have en så god bog om Captain Beefheart på dansk.