Bøger / faglitteratur til børn / biografier

Caravaggio : Michelangelo fra Caravaggio


Beskrivelse


Om den italienske maler Michelangelo Merisi da Caravaggios (1571-1610) liv og værker med analyser af motiver og billedsprog.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 5. mar. 2013

af

af

Jesper Holtoug

d. 5. mar. 2013

I den relativt nye forlagsserie: Kunstbiblioteket udkommer her en lille tynd, men indholdsmæssigt komprimeret sag om én af kunsthistoriens mestre, Michelangelo fra Caravaggio. Nok er bogen lille af omfang og fuld af illustrationer, men let er den bestemt ikke, så formidling af en voksen vil være på sin plads i de fleste tilfælde. Målgruppen antages at være de 12-15-årige.

Flotte billedværker med tilknytning til bibelhistorien tolkes og analyseres, så det er en fornøjelse - både de dybere lag i de religiøse motiver og de rent tekniske greb. Dertil kommer fortællingen om den kontroversielle og kompromisløse kunstners drabelige liv. Der er med andre ord fuld kunst-valuta for skillingen i den lille, tynde bog. Rigtig meget kunsthistorie, billedlæsning og -fortolkning, kirke- og personhistorie. En enkelt indvending er, at det ikke helt tydeligt fremgår, at den her beskrevne mester ikke er den samme som højrenæssancens Michelangelo - ham med Guds finger i Det Sixtinske Kapel. Sproget er tydeligt forsøgt tilpasset unge læsere, men det er tungt, kompliceret stof, der tages under behandling her, så voksen medvirken anbefales.

Bogen her adskiller sig fra de fleste gode kunsthistorier for børn/unge (som fx Klematis' kunstserie for børn: med titelslutningen "for børn") ved sin komprimerede form og sit høje faglige niveau.

Fascinerende læsning for den kunstinteresserede med spændende vinkler på én af de banebrydende religiøse malere - både hvad angår teknik, stil, indhold og motiv.