Nordmanden Geir Hasnes er donaldist, og han kan sin Carl Barks til fingerspidserne. Samtidig ved han en masse om biler, og de to specialer har han brugt til at sammensætte indholdet i dette tredje bind i Hall of Fame-serien. Hasnes skriver omhyggeligt og udførligt om bilerne i Andeby og omegn, men den minutiøse opregning af forekomsten af køretøjer i Carl Barks' univers bevæger sig sjældent ud over det registrerende. Det betyder dog mindre, for hovednummeret i Hall of Fame-bogen er naturligvis Barks' egne bidrag til værket. En fokusering på fortællinger med køretøjer i hovedrollen kan på ingen måde afspejle mangfoldigheden i tegnerens produktion - specielt ikke fordi bogen ikke medtager nogle af de lange historier, hvor Barks for alvor kunne lade fantasien få frit løb. Men de korte 10-siders historier er jo ikke dårlige, og udvælgelsesprincippet giver mulighed for at præsentere nogle historier, der ikke har været publiceret så ofte i Danmark. Bl.a. er fortællingerne om egernet Griffenfeld og om Anders på turistrejse i Europa to evigtunge klassikere, som ethvert barn (og enhver voksen) bør kende - og begge historier er med i bogen.