Marco Rota var en af de Disney-tegnere, som tidligt blev præsenteret for de danske læsere med navns nævnelse, og det var helt berettiget. Rota tegner i en herligt levende streg med vægt på stor ekspressivitet, såvel i kropssproget som i ansigtsudtrykkene. Det er ikke svært at se, at Rotas vigtigste inspirationskilde hedder Carl Barks; men samtidig bemærker man, at italieneren tilfører sine billedsider en række specielle Rota-karakteristika: runde billedruder, store panoramabilleder, realistiske kulisser, mv. Også manuskripterne, som Rota ind imellem selv skriver, opviser deciderede Rota-temaer, som man ser det i flere af Hall of fame-bogens bidrag. Fortællinger i historisk regi er således et af Rotas specialer, hvilket hele to beretninger om Anders And som viking blandt vikinger vidner om. Her er action for alle pengene og samtidig en del fine eksempler på den humor, som udspringer af misforholdet mellem Anders' selvværd og hans reelle formåen. Både børnene og de voksne er i godt selskab med Marco Rota, hvis evner som Disney-tegner dels anskueliggøres via bogens syv lange historier samt en stribe forsidestudier, dels udlægges i et udmærket forord.