Med den interesse, der nu er for kvindernes historie, er det naturligt, at vi får en moderne vurdering af et af dens mest bevægede kapitler, Suffragetternes kamp for stemmeretten i England 1903-1914. Den sidste bog om dette emne på dansk var Viggo Koppel, Suffragetterne, deres Kamp mod Regeringen, udgivet 1914. Liversages fremstillinger er kortfattet og saglig. Den beskæftiger sig mest med den organisatoriske og politiske baggrund, mindre med de mange eksempler på aktioner og overgreb på demonstranterne, omend der er netop så mange eksempler på episoder, at man fornemmer stemningen. Det vil nok få mange moderne læsere, som det gik anmelderen. Man forbløffes over indsigten i, hvor lidet demokratisk denne som eksempel altid fremhævede indsats for kvindernes demokratiske rettigheder egentlig var organiseret. Og man bliver bekendt med en parallel bevægelse blandt arbejderkvinderne, som måske var mindre farverig, men lige så betydningsfuld for udviklingen.