Russerne er byttet ud med mafiosi, og løvens hule er Palermo i stedet for Moskva, men med disse tilretninger er Dæknavn Helena et fremragende eksempel på, at halvfjerdsernes "hemmelig agent"-genre ikke behøver at dø med jerntæppets fald. Ved romanens start er der krig på Sicilien. Krig på flere fronter - dels den "sædvanlige" mellem Cosa Nostra og diverse afdelinger af italiensk politi, dels en beskidt krig mellem forskellige mafiafamilier om posten som "copa di tutti copi" (øverste boss på øen). Og så er der den almindelige rivalisering mellem alle de internationale politivæseners narkoafdelinger, der gerne vil have fingrene i den bagmand, der sidder på Sicilien og styrer en stor del af verdens narkohandel. Ved et tilfælde får det amerikanske DEA en chance for at placere en stikker - i form af en næsten uskyldig engelsk aupair-pige - i den dominerende mafiafamilie. Tilsyneladende lykkes planen, men så begynder de personlige følelser hos styringsofficeren at spille ind. Det er en velskrevet roman - og uhyre veloversat - hvor personer og steder beskrives så man føler, man kender dem. Netop derfor er spændingskurven stigende hele vejen igennem - så mod slutningen har man næsten ikke længere tid til at læse de fine beskrivelser...