Film / fiktion / krimi

Damernes detektivbureau nr 1


Beskrivelse


Precious Ramotswe mister sin elskede far og starter et detektivbureau, som er det første af sin art i Botswana. Kundegrundlaget mangler markant, men Mma Ramotswe får alligevel ansat en emsig sekretær og opklarer mysteriet om en forsvunden dreng.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 30. mar. 2011

af

af

Ulrich Breuning

d. 30. mar. 2011

Første film i BBC's fine serie om Damernes detektivbureau bygger passende på Alexander McCall Smiths første roman om damerne og rammer lige i hjertet på aficionados. Men henvender sig også bredt til alle, der værdsætter hyggelige krimier med sjove og skæve karakterer. Filmen kan formidles sammen med bogen/bøgerne og give et indsigtsfuldt indblik i en for os fremmed og dog på mange måder genkendelig verden.

Precious Ramotswe mister sin elskede far og omsætter arven på 180 køer til rede penge. Og starter et detektivbureau, som er det første af sin art i Botswana. Kundeunderlaget mangler markant, men der kommer småsager om en falsk far og en utro ægtemand. Mma Ramotswe får alligevel ansat en emsig sekretær og opklarer mysteriet om en forsvunden dreng. En sag, der har forbindelse til mørk og ond trolddomskraft! "Damernes detektivbureau nr. 1", 2008 er instrueret af Anthony Minghella, som er manden bag stilrene successer som Den engelske patient, 1996 og The talented Mr. Ripley, 1999.

Mma Ramotswe kan iagttage en mand og fabrikere følgeslutninger som en anden Sherlock Holmes. Forfatteren kan sine krimier og kender de store detektiver, og hans karakter kan spøgefuldt betegnes som en meget original afrikansk krydsning af ærekbritiske Miss Marple og superyankien V.I. Warshawski.

Den svære balanceakt mellem folkekomedie og alvorstung beretning om heksekunst og barnerov halter en anelse, men filmen anbefales ubetinget for atmosfære og særegen charme. Jill Scott i hovedrollen er et fund.