Film / fiktion til børn / krimi

Indbrudstyven på Kgale Hill


Beskrivelse


I Botswanas eneste detektivbureau huserer Precious Ramotswe mere på vilje og snusfornuft end egentlige uddannelse i faget. En kvindes søn er forsvundet på mystisk vis, og sagen fører til en tragisk konklusion, der dog samtidig bærer håb og nyt liv i sig!

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 21. jan. 2011

af

af

Ulrich Breuning

d. 21. jan. 2011

Indbrudstyven på Kgale Hill, 2009 er den danske oversættelse af The boy with an African heart og tredje episode i tv-serien om Mma Ramotswe og Damernes detektivbureau nr. 1. Serien bygger på Alexander McCall Smiths vidunderlige fortællinger og henvender sig til såvel bøgernes aficionados som elskere af hyggelige krimier. I dette tilfælde med spændende afrikansk islæt, og både bøger og film kan formidles (eventuelt sammen) som et underholdende og indsigtsfuldt indblik i en for os fremmed og dog såre genkendelig verden.

En afroamerikansk kvinde henvender sig til det eneste detektivbureau i Botswana, hvor Precious Ramotswe og hendes sekretær Grace Makutsi huserer mere på vilje og snusfornuft end egentlige uddannelse i faget. Kvindens søn er forsvundet efter at have fundet "sit afrikanske hjerte" i et landbrugsprojekt, der skulle forvandle ørken til en have. Sagen fører til en tragisk konklusion, der dog samtidig bærer håb og nyt liv i sig! En velfungerende transformation af Alexander McCalls finurlige univers til levende billeder, hvor nu også Botswana har en detektivprofil. Ganske som England har sin Sherlock Holmes, USA sine Philip Marlowe eller Sam Spade og Sverige sin Martin Beck.

Det er nærliggende, men måske en anelse uretfærdigt at sammenligne den unge, livsstruttende Mma Ramotswe med den noget ældre, blomsterduftende og lige så velmenende Miss Marple. Og dog!.

Fin og hyggelig, meget snakkesalig tv-krimi i udpræget lænestolsperspektiv, der anbefales for karakterer og miljø.



Informationer og udgaver