Everything is love
The Carters
Emneord
Minder om
Blood lust
Uncle Acid & the Deadbeats
Through the walls
WhoMadeWho
Everybody knows
Stills & Collins
Nobody but me
Michael Bublé
Trail of intuition
Jacob Bellens
Oh yes we can love : a history of glam rock
Is this the life we really want?
Roger Waters
Open here
Field Music
The magical world of The Strands
Michael Head
Anmeldelser (4)
The observer
d. 4. feb. 2018
af
af
Emily Mackay
d. 4. feb. 2018
"Wasser is back in a more characteristically languorous, smoky zone for her fifth album as Joan As Police Woman, with an added 70s sheen. Her edgily lascivious high notes light up Godley and Creme-y soft, reverby spaces on Wonderful and Tell Me. Talk About It Later, meanwhile, gets funky, and Steed (for Jean Genet) positively filthy, dabbing hints of Parliament falsetto weirdness on hot pulse points. Lushly regretful lead single Warning Bell finds Wasser lamenting her lack of romantic wariness but diving back in anyway. Damned Devotion embraces the messy as well as the smooth, and the balance here is as perfect as Wasser's ever likely to strike".
Jyllands-posten
d. 11. feb. 2018
af
af
Peter Schollert
d. 11. feb. 2018
Politiken
d. 16. feb. 2018
af
af
Kim Skotte
d. 16. feb. 2018
"[Joan Wassers] femte soloalbum er ikke et eksperimenterende værk som 'The Deep Field', men trækker en lige linje tilbage til mesterværket 'To Survive'. Helt samme ømt udstillede nerve har 'Damned Devotion' trods alt ikke, men sange som 'Wonderful' og 'Valid Jagger' har hudløsheden intakt, og 'Steed (For Jean Genet)' udforsker en listigt knitrende artfunk, som sammen med titelnummerets tilbagelænede luksusstil gør 'Damned Devotion' til noget andet og mere end et regulært tilbagespring".
Information
d. 9. feb. 2018
af
af
Ralf Christensen
d. 9. feb. 2018
"[Joan Wassers] mørke stemme (...) får mig [altid] til at tænke på valnøddetræ, tunge rødvine og Joni Mitchell. Måden, hendes stemme bevæger sig så knejsende smukt gennem sangene på, har så også været medvirkende til, at hendes solokarriere nogle gange har været mindre end ophidsende ... Og sådan starter Damned Devotion også, men fra fjerde nummer hopper Joan As Police Woman ud af den trætte rille. Begynder at arbejde med flossede melodifigurer, vidt forskellige klangrum mast sammen i ét stereomix, hjem- og kropsløse stemmer, rå beats, klaver nærmest primært som rytmeinstrument. Jeg kommer til at tænke på landskvinder som St. Vincent og Tune-Yards' Merrill Garbus. Nyder, hvordan hun pludselig hvæser som en vampyr, og hvordan elguitarsoloen lyder som en godartet mellemørebetændelse på »The Silence«. Og den måde, som orgelet bryder ud i speed-formeringer af kulørte koralrev på på »Valid Jagger«. Joan As Police Woman bryder med stor stilistisk kunnen og teknisk præcision ud afsinevanebaner - og sød musik opstår".