På trods af at denne bog oprindelig er en doktordisputats, er den skrevet i et mundret dansk og kan derfor læses med udbytte af alle, der holder af og er nysgerrig efter at vide mere om dansk guldalderkunst.
Kunsthistoriker, dr. phil. Kasper Monrad udgav i 1989 sin disputats med titlen Hverdagsbilleder : dansk guldalder - kunstnerne og deres vilkår. Han undersøger her forholdet mellem billedkunst og samfund i guldalderens Danmark. Med fokus på sociale, politiske og kulturelle forhold sammenfattes perioden på en mere dybdegående måde end den traditionelle biografisk-stilistiske. Bogen er bygget op omkring en række temaer og deres udvikling - fx kunstens institutioner, det nære, rejsebilleder, fædrelandet. I denne 2. udgave er der kun foretaget enkelte opdateringer på baggrund af ny forskning. Der er tilføjet et afsnit om forskningen efter 1990, og noter og litteraturliste er udvidet. Det vigtigste er dog et helt nyt layout, hvor de mange billeder er smukt gengivet i farver.
Der er udkommet mange monografier om guldalderens kunstnere, fx Nørregaard-Nielsens 3-bindsværk om Købke fra 1996 og Hornung og Monrads om Eckersberg fra 2005, men nærværende er stadig standardværket om perioden.
Denne nye flot illustrerede udgave af Kasper Monrads disputats appellerer til en lystvandring i en afgørende periode i dansk kunst. 1. udgaven bør erstattes af denne.