En ny og forbedret udgave af det danske rockleksikon, der kom første gang i 1985. Også i denne 3.udg. er redaktøren Torben Bille, der som stærke medskribenter bl.a. har Uffe Christensen, Peder Bundgaard og Henrik Quetsch. Den nye udgave er både vellykket opdateret i layout og i indhold og som en brugbar ny feature vurderer redaktionen hvert navns eller gruppes diskografi med et system fra 1 til 5 stjerne, hvor 5 stjerner gives til den "uomgængelige udgivelse", 3 stjerne til "den gode plade" og 1 stjerne til "den ringe plade", der skulle være forblevet en demo-indspilning. Bogen nævner mere end 500 navne, grupper og begreber (f.eks. om beat) fra, hvor "spader" vrides og "tønder" buldrer, og opslagsartiklerne er velskrevne, sobre og forbilledlige nøgterne med god information fra hippiernes Alrune Rod og Burning Red Ivanhoe, til nostalgi med danmarks måske største rockband Gasolin, hvis lydudtryk og sange synes evige, "vuffeli-vov" i Shu-bi-dua's finurlige tekstunivers, blandt popdrenge og rockmamaer, fra Aqua og Agami over Fielfraz, Frank og Fup til Sort Sol og Swan Lee, Tøsedrengene, Voxpop, Zididada og Østkyst Hustlers. Jeg giver den nye udg. 5 stjerner som uomgængelig til inspirerende opslag og opgaveskrivning.