Denne lille bog, der koncentrerer sig om de former for narkotika, som de unge i dag vil kunne støde på, indeholder 7 autentiske, danske beretninger om forskellige former for narkotikamisbrug. Mellem beretningerne kommer ret omfattende faktaafsnit om de enkelte stoffer og deres virkning, og bogen afsluttes med et indlæg af misbrugskonsulent Steen Bach. Bogen fremtræder enkel og pæn med enkelte s/h illustrationer samt en forside i farver, der viser nogle af de mange udformninger, ecstasy-piller kan have. Teksten er gennemgående skrevet i et mundret sprog, og de autentiske beretninger virker vedkommende og gør emnet nærværende for læseren. Bogen er sørgeligt up to date med sit udvalg af gængs narkotika, og med sin kombination af autentiske beretninger og facts vil den egne sig både til fritidslæsning og brug i opgavesammenhæng. Til unge fra ca. 13 år.