Hermed foreligger en "håndbog" i den ædle kunst at decoupere, hvilket vil sige at beklæde ting med billedcollage, f.eks. til brug i hjemmet. Bogen indledes med en kort introduktion og lidt historie. Derefter en generel gennemgang af materialer, redskaber og teknikker, indeholdende gode råd og anvisninger. Så følger praktiske eksempler, der bl.a. omfatter æsker, blomsterdekorerede ting, dukkemøbler, skærmbræt, bakke, søjle, kugleopsatser, kommode, spejle, bøger og kalendere. De enkelte collager kommenteres grundigt, og der er oversigt over materialeforbrug i tilknytning til beskrivelsen. De færdige produkter er afbildet med henvisninger til gennemgangen i tekstform. Bagest i bogen er der litteraturhenvisninger og oversigt over specialbutikker. Det er en inspirerende og instruktiv bog, der indeholder eksempler fra det enkle til det mere komplicerede. Bogen har et nydeligt layout, hvor teksten, der kan selvlæses fra 6.-7. kl. ledsages af farvefotos og s/h stregtegninger. Den kan primært anvendes i privat og hobbymæssig sammenhæng samt evt. som inspiration til lærere i billedkunst.