Æg har gennem tiderne og i alle lande været et yndet objekt for dekoration. I denne farvestrålende, flotte bog findes en lang række dekorationsforslag i forskellige genrer. Første afsnit handler om dekoration af papir, og det indledes med en anvisning på, hvordan man kan udpuste æg uden risiko for at pådrage sig en salmonellainfektion. Ja, ja, der sker ikke noget ved at være forsigtig. Hvert afsnit indledes med et dejligt billede af en opstilling af de pyntede æg, men på de næste sider får opskriften på. I andet afsnit handler det om afdækningsteknikker som silhuet, payssauka (russisk inspiration) og ætsning. I 1700-tallet brugte fine damer hovedvandsæg, og det er disse herskabelige æg, der har givet inspiration til tredje afsnit om gyldne æg, hvor man blandt andet anvender bladguld. Fjerde afsnit viser forskellige former for malede æg, og sidste kapitel handler om andre metoder som for eksempel patchworksvøb og mønster i velour. Opskrifterne er lavet over samme læst: Et dobbeltopslag med materialeliste og nærbillede af de færdige æg på den første side og en punktvis fremgangsmåde i ord og billeder på den næste. Man får virkelig en grundig vejledning, men derfra og til at udføre de forskellige dekorationer er der et stykke vej. Finmotorikken skal være i orden, så målgruppen er voksne og fingernemme elever (piger) i de ældste klasser.