Nobelprisvinderen Saul Bellow har før givet sig af med kortromanen. Den seneste i rækken fra den nu 82-årige forfatter er denne lille perle, der rummer både novellens fortættede udtryksform og romanens dybde og vidde. Harry Trellmann er i sit livs efterår vendt tilbage til barndomsbyen Chicago. Her føres han af en excentrisk milliardær sammen med den kvinde, som var hans livs første, altfortærende og kroniske kærlighed, Amy, "den ægte". Hun er i de forløbne år blevet gift med og skilt fra Harrys pigeglade ven, Ray. Nu er hun enke, mens Harry hele livet er forblevet ungkarl. Kan Amy leve op til det idealbillede, som Harry gennem hele livet har skabt af hende? Der er ikke megen ydre dramatik i historien, skønt den er befolket med dybt originale, levende og ret usympatiske medlemmer af Chicagos økonomiske overklasse. Men bogen holder hele vejen på grund af den overbevisende skildring af følelsernes bestandighed i en kaotisk og omskiftelig verden. Og så kan Bellow det dér med at skildre et menneske gennem én enkelt sætning, som f. eks. i tilfældet Ray. "Hvis sex på hjernen kunne sammenlignes med at være fuld, var Ray spritbilist".