Bøger / skønlitteratur til børn

Den afskyelige snemand vender tilbage


Beskrivelse


Tegneserie. Anders And og hans nevøer finder den afskyelige snemand indefrosset i et isbjerg. Da monstret tør op, viser det sig at være uhyre venligt - så Anders og ungerne prøver at beskytte det fra den onde Ali Ben Freaki.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

2007

af

af

Steffen Kronborg

2007

Duck in danger er den fælles serietitel på to tæt illustrerede billedbøger i pocketformat med Anders And & Co. i hovedrollerne. Den afskyelige snemand vender tilbage beretter om ændernes møde med et særdeles venligsindet monster, som den onde Ali Ben Freaki vil gøre meget for at indlemme i sin samling af uddøde uhyrer. Og Den gyldne planet er fortællingen om ændernes rejse til planeten Izmir, hvis indbyggere tilsyneladende er ude efter jordens rigdomme. Handlingen i de to fortællinger afvikles i et forrygende tempo uden særlig hensyntagen til faktorer som indre logik og psykologisk sammenhæng. Glenn Ringtved, der bl.a. har skrevet en stribe letlæste børnebøger om fodboldholdet Dreamteam, er ophavsmand til de hæsblæsende intriger, som næppe vil efterlade varige minder i læsernes bevidsthed, men som til gengæld svarer udmærket til spanieren Fernando Güells effektive og dynamiske billedside. Billedbogsformen egner sig langt bedre til højtlæsning end Anders And-tegneserierne, selv om en del svære ord i teksten (tyngdekraft, loftshvælving osv.) synes at pege på en lidt ældre målgruppe end udgivelsernes primære publikum de 6-10-årige børn.