Tomas Møllehave har tidligere skrevet fem romaner, heraf tre ungdomsbøger. Herdis og Johannes Møllehaves 36-årige søn giver i sin nyeste bog erindringsglimt om familie og venner. Bedstemødrene og andre personer, han har haft et tæt forhold til, får beskrevet deres skæbner i kapitelform. Desuden fortæller han om andre begivenheder i sit liv, om biler han har haft og flytningen af et hus. Hans venner beskrives i kraft af deres jobs som "skuespiller", "instruktør" og "producent". Selvom flere er genkendelige, giver det bogen en distance til personerne, og denne form gør den ikke altid umiddelbart let læselig. Han egne forældre omtales også kærligt i bogen, men de har mindre plads end adskillige af de andre omtalte personer. Forfatterens kristne opvækst er et gennemgående tema i bogens beskrivelser af holdninger. Tomas Møllehaves bedste erindringer er sammensatte historier om enkelte personer. Andre kapitler falder mere fragmentariske og for andre end nære venner uinteressante ud. Hans ønske om at tegne et kalejdoskopisk billede af sit liv og portrætter af mænd, han har mødt i slutningen af det 20. århundrede, lykkes med ovennævnte forbehold. Hans læsere vil derfor i højere grad være hans egen generation end den typiske biografilæser.